Hvem er jeg?
Jeg har solid politisk erfaring fra kommunalpolitik - og erhvervskarriere indenfor HR, voksenundervisning og forandringsledelse. Jeg og min familie har boet i Nordsjælland siden 1997 - og det er her jeg er folketingskandidat.
Du kan stemme på mig i Allerød, Egedal, Fredensborg, Frederikssund, Furesø, Gribskov, Rudersdal, Halsnæs, Helsingør, Hillerød og Hørsholm kommuner.
Jeg har arbejdet med landspolitik i vores parti, bla. gennem de sidste fire år i hovedbestyrelse og forretningsudvalg.
Jeg gør mig umage for at se sammenhængene og nuancerne. Hellere den rigtige løsning end en hovsaløsning. Det betyder også, at jeg foretrækker at sikre familier og ældre med økonomiske udfordringer helt grundlæggende - fremfor at lave lappeløsninger med en fødevarecheck - som eksempel. Den tilgang finder du hos mig - på et solidt social-liberalt fundament. Hvor de stærke skuldre bærer lidt mere, og hvor vi alle gives frihed til at vælge vores vej.
Mine mærkesager
Mit Danmark er et tolerant samfund. Med sammenhængskraft og med fokus på alle generationer. På alle landsdele og på alle samfundsklasser. Jeg vil fremhæve fire områder:
Børn i trivsel
Jeg vil styrke dagtilbud og skoler med bevillinger til kommunerne til flere voksne, skolemad og den pædagogik som lærere og pædagoger ved virker. Men leg og læring, mere natur, klog brug af skærm og tidlig indsats ved mistrivsel. Med Børneløftet på 15 mia. Kr. kan det hele finansieres og er den bedste investering vi kan gøre i vores børn - og dermed fremtiden.
Rent vand
Rent drikkevand skal være en selvfølge - ikke et lotteri. Jeg vil beskytte vores grundvand bedre, rydde op efter forurening og sikre markant mindre belastning af søer, vandløb og fjorde. Vi skal give naturen videre i god stand.
Bedre uddannelse
Viden er Danmarks vigtigste råstof - men aldrig har vi investeret så lidt i uddannelse. Jeg vil bevare 10. klasse og HF, udvikle erhvervsuddannelserne og undgå at lukke døren for unge gennem kortsigtede reformer. EPX har gode elementer, men er konstrueret ulighedsskabende. Jeg vil styrke universiteter i byerne med flere internationale studier og flere uddannelsespladser.
Styrket erhvervsliv
Erhvervslivet skaber forudsætningen for et rigere Danmark og vejen til fortsat velfærd. Vi skal sikre investeringslyst og ikke lave formueskat. Investere i teknologiudvikling, AI-infrastruktur og kvalificeret arbejdskraft - også den internationale. Virksomhederne har brug for det, og vi må også revider og reformere pensionssystemet samt lave modeller for fleksibel arbejdstid gennem livsfaser.
Nøgleområder for mig er uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, for her ligger nøglerne til Danmarks omstilling og udvikling - og her ligger nøglerne til socialpolitik og selvforsørgelse. Herudover skal vi tænke os godt om, når det kommer til digitalisering og teknologisk udvikling, hvor retssikkerheden ikke må fortrænges.
Mit slogan? Viden skaber Danmark...



