Hvem er jeg?
Mine modstandere kalder mig ting som skrigeskinke og landsforræder. Mine venner kalder mig en grøn værdikriger. Selv ser jeg mig som humanist og planetarist.
Det betyder, at jeg mener, at hvert menneske skal behandles værdigt – og at vi mennesker har et ansvar for at behandle kloden ordentligt. Jeg kæmper for en verden, hvor vi behandler både mennesker og natur bedre.
Jeg er født og opvokset i Roskilde og elsker de sjællandske fjorde og skove. Mine lykkeligste øjeblikke er, når jeg går tur med familien i den sjællandske natur – ofte med kakao på termokanden.
Jeg er gift med Martin, og sammen har vi en stor og dejlig familie med vores tre fælles børn, Erika, Gotfred og Hartvig, og min voksne bonussøn, Tøger.
Mine mærkesager
STOP SVINERIET
Der er alt for mange svin i Danmark. For hvert barn, der bliver født om året i Danmark, bliver der født omkring 700 pattegrise. Grisene stuves sammen på beton og lever et liv præget af sygdom, trængsel og afsavn.
Vi kan ikke være det bekendt over for dyrene. Men vores land kan heller ikke tåle det. Vores landdistrikter forvandles til industrizoner med stank, tung trafik og kæmpe svinefabrikker. Og vi drukner i gylle, der forurener vores drikkevand, vores luft og kvæler livet i fjorde og farvande.
Vi ønsker et andet landbrug. Et landbrug, der behandler dyrene med værdighed, og hvor markerne bruges til at producere giftfri kvalitetsmad til mennesker – i stedet for foder til dyr. Der findes heldigvis masser af danske landmænd, der allerede er gået den vej. De er fremtiden.
STOP HØJREDREJNINGEN
Danmark trues af Trump og Putin. Men der er også politikere her i Danmark, der ønsker at samle magten, angribe minoriteter og bøje menneske-rettighederne. Det er farligt. Derfor skal vi kæmpe for demokratiet, kulturen, retsstaten og menneskerettighederne.
Menneskerettigheder og retsstatsprincipper blev skabt for at beskytte den enkelte og demokratiet – især i tider med nationalistiske og racistiske strømninger. Og netop sådan en tid lever vi i.
Demokratier og rettigheder forsvinder ikke fra den ene dag til den anden. De udhules skridt for skridt, når domstole presses, institutioner mistænkeliggøres, og mindretal gøres til syndebukke.
I dag har hver tiende dansker rødder i et andet land. De fleste er født, uddannet og arbejder i Danmark. De har taget danske værdier til sig og har ikke noget andet hjem. Alligevel bliver deres rettigheder udfordret, og nogle trues endda med remigration.
Danmark skal ikke lade frygt og splittelse styre politikken. Vi skal stå vagt om demokratiet, retsstaten, kulturen og menneskerettighederne.
Opstillingskreds
Zenia Stampe er opstillet i Roskildekredsen og Grevekredsen i Sjællands Storkreds.


