Balloner med ALDE's logo
Ældre udgaver

Sammenholdet sejrede – og vi suser videre til europæisk kongres med ALDE

Med gårsdagens JA stempler Danmark ind i Europa, og med samme JA i bagagen stempler Radikale Venstre ind til kongres med vores europæiske paraplyorganisation ALDE.

Af Benedikte Kloth

Der er lagt op til den helt store fætter-kusinefest, når liberale profiler fra hele Europa mødes i Dublin fra d. 2-4. juni. Det er den første fysiske kongres siden 2019, og der er meget at samle op på, når man mødes som kollegaer fra alle hjørner af kontinentet.

For Radikale Venstres landsformand Mikkel Sarbo gælder det især om at hente viden og inspiration med hjem til partiet:

“Jeg ser særligt frem til at mødes med andre europæiske reformpartier, der har formået at skabe engagement og blive større. For eksempel D66 fra Nederlandene. Det er et reformivrigt parti, der fik 15% af stemmerne ved det hollandske valg i 2021. Dem kan vi hente inspiration fra.”

ALDE står for The Alliance of Liberals and Democrats for Europe og er et liberalt, europæisk parti. Medlemmerne af ALDE Party er både nationale partier og individuelle medlemmer. I Europa-Parlamentet sidder ALDE sammen med de franske En Marche i gruppen Renew Europe.
Den radikale delegation ved ALDEs digitale kongres i 2021
Kongressen bliver første gang de europæiske delegationer mødes fysisk siden 2019. Sidste år samledes den radikale delegation i gruppeværelset på Christiansborg for at deltage sammen i den digitale kongres.

Oven på vores egen forbeholdsafstemning vil mange forventeligt også interessere sig for Danmark:

”Jeg glæder mig til at møde og tale med mine partilederkollegaer fra hele Europa. Det er en mulighed for at blive klogere på, hvordan verden ser på Danmark. Få lidt perspektiv”, siger politisk leder Sofie Carsten Nielsen og fortsætter:

”Og så er det jo en fornøjelse at kunne rejse ovenpå et positivt valgresultat og vise dem, at nu stempler Danmark ind i Europa.”

Ukraine i fokus og organisatoriske sværdslag

Den radikale delegation får travlt på kongrescenteret i Dublin. Kongressen skal behandle 23 resolutionsforslag, der spænder bredt over emner som migration, økonomi, abort, forskning og europæisk demokrati. Øverst på listen står dog Ukraine og forsvarspolitik. ALDE omfatter i dag fire ukrainske medlemsorganisationer og forventes at optage yderligere ét - Præsident Volodymyr Zelenskyys parti Sluha Narodu, der har søgt om optagelse som fuldt medlem. Fra det ukrainske parti Holos deltager partiets leder Kira Rudik, som Sofie Carsten Nielsen blandt andre skal mødes med bilateralt under kongressen. Du kan se en oversigt over ALDE’s medlemsorganisationer her.

På kongressen skal der desuden vælges ny formand og medlemmer til Bureauet (ALDE’s ledende organ, svarende til Forretningsudvalget). ALDE står i en special situationen, da den tidligere formand Hans van Baalen sidste år gik bort efter kort tids sygdom, mens han stadig sad på posten. Af respekt for Hans van Baalen, og fordi der kun var kort tid til den årlige kongres, valgte man at indsætte to af partiets næstformænd som ”acting co-Presidents” og udsætte valget af ny formand til i år. Her kunne historien være sluttet, men sådan går det jo sjældent i politik.

De to siddende ”acting co-Presidents”, Timmy Dooley (Fianna Fáil, Irland) og Ilhan Kyuchyuk (MRF, Bulgarien) har valgt at stille op som et par og forsætte konstruktionen med et ”co-presidency”. Det går imod vedtægterne, som siger, at ALDE skal have én formand. Da der ikke er stillet et ændringsforslag til vedtægterne i tide, er det nu op til kongressen at beslutte, om man (og kan) tilsidesætte vedtægterne, eller om man vil tvinge duoen til at splitte op og herefter vælge en af dem som formand.

Det er den radikale holdning, at vedtægterne skal holdes, og delegationen arbejder derfor – sammen med ligesindede fra de andre nordiske og baltiske lande – på, at der skal findes en løsning med én formand.

Uanset udfaldet er der lagt op til organisatoriske diskussioner af de helt store, som vil præge fremtiden for ALDE som organisation.

Sofie Carsten Nielsen på Europadagen 2022
Sofie Carsten Nielsen ser frem til at mærke det europæiske sammenhold med de partier til kongressen. Her taler Sofie om vigtigheden af et stærkt Europa på Europadagen 2022.

Radikale Venstre delegation

I ALDE-kongressen deltager fra Radikale Venstre:

  • Sofie Carsten Nielsen (politisk leder)
  • Mikkel Sarbo (formand)
  • Morten Helveg Petersen (MEP)
  • Lars Beer Nielsen (sekretariatschef)
  • Charlotte Burgess (formand for Internationalt Udvalg)
  • Alexander Bjørn Jensen (formand for Dialogforum for Europapolitik)
  • Johannes Rolighed Xie (næstformand for Internationalt Udvalg)
  • Laurits Rasmussen (International officer for Radikal Ungdom)
  • Mads Fogh (europapolitisk konsulent) 
  • Benedikte Kloth (international studentermedhjælper)
Et udpluk af den radikale delegation til årets ALDE-kongres
Et udpluk af den radikale delegation til årets ALDE-kongres