Nyhed -

Ny og fleksibel folkepension: Pensionen skal følge livet – ikke omvendt

Martin Lidegaard - der er brug for en plan B
Vi vil give alle seniorer en større fleksibilitet sidst i arbejdslivet og mulighed for at trappe ned. Samtidig skal pensionsalderen stige langsommere for yngre generationer.

Radikale Venstre præsenterer en helt ny og fleksibel folkepension, der er enkel og kan bygge bro mellem røde og blå – unge og ældre.

Læs udspillet

Vores fleksible Folkepension giver mulighed for, at man starter sin folkepension op til 3 år før pensionsalderen, så man får råd til at sænke tempoet i sit arbejdsliv. Får tid til at passe på helbredet, renovere huset eller hygge med børnebørnene.
 
Tre år før din pensionsalder kan du vælge at have fri en dag om ugen - eller gå helt fra. Til gengæld bliver din folkepension lidt mindre i resten af dit liv, alt efter hvor tidligt du går af. 

Bliver du længere end din pensionsalder, sparer du omvendt op til en højere folkepension. Du bestemmer altså helt selv, hvordan dine sidste år på arbejdsmarkedet skal være - og betaler selv.

- I Radikale Venstre foreslår vi en ny, fleksibel folkepension, der giver alle danskere mulighed for selv at tilrettelægge overgangen mellem arbejde og pension. Pensionen skal følge livet – ikke omvendt, siger Martin Lidegaard.

Modsat de forslag flere røde partier er kommet med om danskernes pension, foreslår vi i Radikale Venstre at skabe et pensionssystem, der balancerer både hensynet til den enkeltes behov og Danmarks fremtidige økonomi og behov for kvalificeret arbejdskraft. Vi åber for en helt ny måde at afslutte arbejdslivet på. Nogen vil vælge en fridag om ugen med børnebørnene i de sidste arbejdsår. Andre et par ekstra år på jobbet med udsigt til en forhøjet pension derefter, fortsætte han.

Vi foreslår samlet set en markant forenkling af pensionssystemet med kun én fleksibel pension for alle seniorer. Hvis man er nedslidt, skal man fortsat kunne få en højere ydelse på Seniorpension eller Førtidspension. De nærmere detaljer skal fastlægges sammen med arbejdsmarkedets parter.

Vi vil samtidig dæmpe stigningen i pensionsalder, fordi det er mere rimeligt for vores børn og unge, som derved får samme andel af livet på pension, som deres forældre. Det har pensionskommissionen anbefalet og det støttede Socialdemokraterne også i deres udspil i valgkampen.

Med udspillet forsøger Radikale Venstre at flytte pensionsdebatten ud af den velkendte skyttegrav mellem tidligere og senere tilbagetrækning. Så vi både kan give unge og ældre rimelige vilkår for at tilrettelægge deres seniorarbejdsliv som de selv ønsker. Men så vi samtidig også kan øge beskæftigelsen og det økonomiske råderummet i de kommende år i stedet for at tømme det. Så vi kan investere mere i børn, uddannelser og grøn omstilling. 

- Gennem den seneste regeringsperiode er der gennemført en række reformer. De er alle kendetegnet ved, at det er de unge, der har skulle betale. Lukning og afkortning af uddannelsespladser og en nedskæring i SU’en, bare for at nævne nogle eksempler. Vi synes, det må være rimeligt, at en ny regering sammen med arbejdsmarkedets parter og et bredt flertal i Folketinget finder en stabil løsning på pensionsområdet, der sikrer, at vi har råd til at investere i den grønne omstilling, i folkeskolen og i vores uddannelser, siger Martin Lidegaard.

Samlet initiativoversigt

  • Ny fleksibel folkepension
  • Lempeligere indeksering af folkepensionsalderen, så andelen af livet på pension omtrent fastholdes fremover 
  • Mulighed for pause i udbetaling af ratepensionen for at øge pensionisters fleksibilitet i arbejdslivet
  • Indtægtsgaranti for at ingen pensionister falder under fattigdomsgrænsen pga. Fleksibel Folkepension
  • Tilgang til Efterløn og Tidlig pension standses
  • Opsparede midler refunderes
  • Arbejdsevnekravet i Seniorpensionen skal vurderes i forhold til arbejdsmarkedet generelt og ikke blot seneste job
  • Endelig model fastlægges i en trepartsaftale