Deltagere ved Foreningstræf i Radikale Venstre
Marts 2023

Forenings­træf: Få ny inspira­tion til det poli­tiske og organi­sa­toriske arbejde

I weekenden den 11.-12. marts er der Foreningstræf i Nyborg. Her får du både nye radikale venner, som du måske ikke har mødt før, men også masser af viden, inspiration og konkrete værktøjer til organisationsudviklingen i din lokale, radikale forening.

Foreningstræffet, hvor omkring 60 radikale tillidsfolk og frivillige mødes, er det bedste sted til at møde andre radikale medlemmer, der er engageret i organisationsarbejdet, og som sidder med de samme opgaver og udfordringer som en selv. Det fortæller Jens-Christian Navarro Poulsen, som er medlem af planlægningsgruppen:

"Foreningstræffet er det bedste sted i partiet til at udvikle sit netværk og få udvekslet erfaringer om, hvordan de andre gør," fortæller han.

På træffet arbejdes der blandt andet med, hvordan vi engagerer os som politisk organisation i lokalsamfundene og får en dialog på benene, vi ser på samspillet og samarbejdet mellem kommuneforeninger og storkredse, vi kigger på vores digitale platforme, vi erfaringsudveksler, vidensdeler og meget mere.
Derudover har vi engageret Ingerfair, som er specialiseret i frivillighed, ledelse, engagementsfornyelse og mobilisering, og de skal forsøge at give os nogle nye værktøjer til foreningerne.

”Særligt i år vil vi kigge på, hvordan vi kan engagere frivillige i foreningsarbejdet. Normalt vil man starte med at rekruttere frivillige til partiet og så finde ud af, hvad de skal lave. Vi vil kigge på, om det kan vendes om, så man starter med opgaven, finder dem i sit netværk der har gode kompetencer til at løse opgaven, og det ikke er afgørende om de er medlem at radikale venstre eller ej. Måske engagerer arbejdet så meget, at de derefter bliver medlemmer af partiet. Yderligere sætter vi fokus på, hvordan samarbejdet mellem storkredse og kommuneforeninger/lokalforeninger er, og hvad det kan udvikles til,” siger Jens-Christian Navarro Poulsen.

Som ny kommunalformand der ikke rigtig kender mange i RV, hvad kan man så forvente sig?

"At du får dig en ny bedste ven i radikalt regi."

Pris og praktiske oplysninger

  • Hvor: Hotel Nyborg Strand, Østerøvej 2, 5800 Nyborg
  • Hvornår: I weekenden den 11.-12. marts fra kl. 10.15 lørdag til kl. 15.30 søndag.
  • Pris alt inklusiv: 500 kr. (dobbeltværelse) eller 900 kr. (enkeltværelse).
  • Alle skal tilmelde sig. Ved tilmelding vælges værelsestype og eventuelt værelsesmakker.

Se hele programmet og tilmeld dig